Re: FreeBSD, OpenBSD, NetBSD - Hvorfor

From: Thomas Steen Rasmussen <none_at_thomas--gibfest.dk.lh.bsd-dk.dk>
Date: Mon, 26 Sep 2011 15:43:13 +0200
To: bsd-dk_at_bsd-dk.dk

On 26-09-2011 14:40, Niels Wahlgreen wrote:
> Hej BSD folk,
>
> Efter en samtale med en meget dedikeret Linux fan i dag, er jeg kommet til at filosofere lidt.
Det skal man være forsigtig med ;)
> I forhold til Linux/unix/BSD bruger jeg FreeBSD, primært fordi det er det jeg kender bedst. Jeg blev kastet ud i at bruge det da jeg overtog nogle servere i 2002 som kørte FreeBSD og er vendt tilbage til det igen, hver gang jeg har rodet mig ud i forskellige Linux varianter. Jeg er endnu aldrig stået i en situation hvor jeg har valgt FreeBSD og bagefter har tænkt at jeg burde have valgt noget andet.
Min historie er lidt den samme, og jo mere jeg lærer om alternativerne,
jo gladere bliver jeg for at det var FreeBSD der blev "valgt for mig" i
sin tid.
> Men hvad med jer andre? Hvilke tekniske og praktiske årsager ligger til grund for jeres valg af BSD varianter frem for fx Linux? Hastighed? Sikkerhed? Ports? Stabilitet? Andet?
Tjah - en af de store og grundlæggende forskelle er at FreeBSD er en
kerne OG et userland, som i vid udstrækning er udviklet af de samme
mennesker. Det giver en klar følelse af et mere "indarbejdet" system
(prøv f.eks. at trykke control-t mens dd eller cp kører, og du får
brugbar info tilbage på FreeBSD). Linux består af en kerne udviklet
af Linus, og et (mostly) GNU userland som er stykket sammen af dem
som laver distributionen. Det er lidt en "kludetæppe" approach til
at lave et OS, og jeg mener at BSD modellen er den rigtige af de to.
Mange af de andre fordele ved BSD fremfor Linux er direkte udløbere
af denne grundlæggende forskel.

FreeBSD har en skarp adskillelse af base og ports (som Claus også
skriver), og det giver en stærk oplevelse af et veldesignet system.
Se iøvrigt "man 7 hier" som jeg personligt synes er en fornøjelse at
læse. Det er smukt at se en applikation blive portet til FreeBSD så
den overholder hier(7) til punkt og prikke. I kontrast virker det
ærligt talt lidt tilfældigt hvor ting ligger henne på Linux :)

Der er også nogen licensforhold som gør at der er forskel på de
forskellige systemer. BSD licensen er mere "fri" i forhold til GPL,
som jo kræver at man publicerer ændringer til GPL kode. Det er ikke
altid kommercielle enheder har lyst til det. Det er en smagssag om
man er til det ene eller det andet, men der er ingen tvivl om at det
er en vigtig forskel for mange.

FreeBSD er godt dokumenteret, primært i man-siderne og Handbook, jeg
har ikke været super imponeret over dokumentationen de gange jeg har
arbejdet med Linux. Hvad de har imod man-sider lærer jeg aldrig at
forstå.

Der er et seriøst og fornuftigt community omkring FreeBSD, og vi har
FreeBSD Foundation til at håndtere det økonomiske aspekt - at tage
imod donationer fra brugerne og kanalisere pengene til udviklerne.

Folk mener ofte at fordi Linux er mere populært, så må det være det
rigtige valg, når valget står imellem Linux eller BSD. Men det er
bare farligt at konkludere noget ud fra antallet af brugere. Hvis
man kunne det så ville Windows jo være det bedste, og det er sku ikke
ligefrem tilfældet :)

Nåh, jeg skal tilbage til arbejdet, men som du kan se på længden af
ovenstående, så er det et stort og svært emne, som er sovset godt ind
i personlige meninger og "religion". Du skal derfor træde varsomt, for
du kan nemt ende i en en meget usaglig debat :)

Mvh

Thomas
Received on Mon 26 Sep 2011 - 15:53:04 CEST

This archive was generated by hypermail 2.2.0 : Sun 24 Jun 2012 - 02:54:40 CEST