Nyhedsbrev 002

From: Anders S. Jensen (none@doozer--freakout.dk.lh.bsd-dk.dk)
Date: Mon 01 Dec 2003 - 23:18:29 CET


Date: Mon, 1 Dec 2003 23:18:29 +0100
From: "Anders S. Jensen" <none@doozer--freakout.dk.lh.bsd-dk.dk>
To: announce@bsd-dk.dk, bsd-dk@bsd-dk.dk
Subject: Nyhedsbrev 002


                            Nyhedsbrev 002
                         Bestyrelsen i BSD-DK

1 INTRODUKTION
Af Anders Søndergaard

Som noget nyt vil nyhedsbrevet blive udgivet både som plain text og i
forskellige andre formater. Formålet er ganske enkelt at gøre det lidt
mere lækkert at læse med den udsøgte kvalitet som siden tidernes morgen
har kendetegnet Unix tekstprocessering.

Hvis du vil have fat i et af de andre formater, som i skrivende stund
inkluderer HTML, PostScript, dvi og LATEX-source, så sejl din browser i
havn hos http://www.bsd-dk.dk/nyhedsbreve/.

Som altid skal lyde en opfordring til at forfatte et indlæg til
nyhedsbrevet. Har du holdt et arrangement? Kender du en interessant
utility? Har du noget relevant på hjertet? Fat din editor og send det
til nyhedsbrev@bsd-dk.dk.

2 BSD-DK DELTAGER AKTIVT I NÆSTE ÅRS LINUXFORUM.
Af Flemming Jacobsen

LinuxForum2004 bliver afholdt d. 5. og 6. marts 2004. Vanen tro sker
det i Symbion.

Fra BSD-DK deltager Sidsel, Morten og Flemming i den 7 mand store
styregruppe.

I år bliver der lavet lidt om på tingene. For det første kommer der en
ekstra dag på konferencen (fredag). Denne dag bliver udstillernes dag,
hvor indgangsprisen bliver forholdsvis høj, men hvor de enkelte
udstillere deler billetter ud til deres kunder. Stilen bliver noget
mere ``slipset'' end vi er vant til (men vi er selvfølgelig tilbage i
den gode gamle stil lørdag).

Der bliver ikke et demorum, idet erfaringerne fra sidste år viste at
tiden er løbet fra det --- vi har set en kørende *BSD/Linux/whatever
box før ...

Derimod var brugergruppe standene en så stor success at de helt sikkert
bliver gentaget.

Når nu demorummet mangler, så er det ekstra vigtigt, at vi udnytter
andre muligheder for at få eksponeret BSD på konferencen. Der skal
derfor laves en plan for vores brug af BSD-DK standen (har vi en
frivillig som koordinator?) og vi skal alle i tænkeboks for at få
planlagt en række gode BSD BoF's.

Vi skal derfor have debatteret om:

    * Hvad vi skal bruge vores BSD-DK stand til.
    * Hvilke BoF's ville være interessante, og hvem vil kunne være leder af dem.

Hvad er folks synspunkter, og hvem vil aktivt udføre noget arbejde for
at få dem implementeret?

3 NØRREBRO BRYGHUS
Laust Jespersen

Torsdag den 23 oktober tog BSD-DK på Nørrebro Bryghus
(www.noerrebrobryghus.dk) for at smage hvordan deres hjemmebryggede øl
smager. Vi var nogle stykker der havde aftalt at mødes før og få noget
at spise, men da der var "alt udsolgt" på borde, måtte vi gå et andet
sted hen og dette blev så Da Nino e Franco til en gang italiensk mad.

Efter endt spisning tog vi så til Nørrebro bryghus igen og prøvede
nogle af deres dejlige øl da man kan få samplere (4 glas for kr. 45,00)
og det var en rigtig god måde, at få smagt det hele på.

Lidt senere på aftenen var vi et par stykker der syntes, at lydniveauet
var lidt for højt og besluttede os for at gå på ølbaren der jo også
ligger på nørrebro. Der var imidlertid fuldstændigt proppet og vi gik
derfor på Mexi Bar der jo er kendt for deres drinks, og vi var endda så
helddige at få dobbelt op for 12kr ekstra! (et tilbud man ikke kan sige
nej til)

Men alt i alt en rigtigt god aften med rigtig god øl (og for nogle af
os også rigtigt gode drinks) Skål!

4 DKUUG'S 20 ÅRS JUBILÆUM
Af Sidsel Jensen

D. 15/11 var der indbudt til stor fødselsdagsfest hos DKUUG. Der var
tale om en stemningsfuld 3 retters middag ved små intime borde.
Undervejs i middagen blev der fortalt små historier og anekdoter fra
forskellige nøglepersoner i foreningens historie. Der var også fornemt
besøg fra både FUUG (den finske unix brugergruppe), NUUG (den norske
unix brugergruppe), Europen.SE (den svenske unix brugergruppe) og UKUUG
(den engelske unix brugergruppe).

Hvert bordkort var forsynet med noget der mindede om en ip adresse, som
blev benyttet undervejs i middagen, hvor man skulle skifte plads. Dette
muliggjorde at man fik snakket med rigtig mange forskellige mennesker i
løbet af aftenen.

Efter en helt formidabel fødselsdagslagkage (en stor Othello lagkage
til 100 personer) gik Mussa Diallo på scenen - og ja der blev faktisk
danset ;) - de mere snakkesagelige fortrak til et andet lokale og der
blev snakket og festet til langt ud på natten.

Se billeder på: http://www.dkuug.dk/index.php?option=content&task=category&id=76§ionid=12&Itemid=71

5 NORDU2004 - SKAL DU MED?
Af Sidsel Jensen

Tutorials: January 28 - 30, and February 2 - 3, 2004

Conference: January 31 - February 1, 2004

Det er nu muligt at registrere sig til tutorials og konferencen på
adressen: http://www.nordu.org/NordU2004/index.html

Dr. Marshall Kirk McKusick kommer bl.a. og holder sit meget kendte
kursus: ``FreeBSD 4.8 Kernel Internals: Data Structures, Algorithms,
and Networking''. (3 hele dage)

Yderligere har vi fået ham til at udbyde kurset: ``FreeBSD 5.X: An
Intensive Code Walkthrough'' (2 hele dage), samt et foredrag om UFS2.

Belgiske Wim Vandeputte holder foredrag om ``Calory Restricted
OpenBSD'', hvilket nok også betyder at OpenBSD merchandise shoppen
holder åbent på konferencen.

Ole Guldberg fra BSD-DK holder foredrag om ``DarwinPorts as a modern
way to provide ported Software''.

Walter Belgers fra Holland (Madison Gurkha), har netop meddelt at han
gerne vil holde en BoF på NordU med ordlyden:

``CA-Cert (http://www.cacert.org/) is an Australian initiative to
create a non-Profit Certificate Authority, alternative to the
commercial CAs that charge an arm, leg and your first born for''.

-Og så kan det måske (kun måske) være at der bliver et European OpenBSD
developers meeting....

...så der skulle nok være noget at høre på for en BSD-DK'er :)

6 DRAGETUR
Af Jens Fallesen

Igen i år afholdt DKUUG dragetur til Erimitagesletten på anden lørdag i
efterårsferien. Det er en tradition, som i mange år har været udbredt
helt generelt, og for et par år siden tog DKUUG så initiativ til at
opfordre sine egne og tilknyttede medlemmers foreninger til at være med.

Udfordringen gik naturligvis på at lave de flotteste og bedste drager
med den maskot, man nu sværger til, og jeg havde da også set frem til
at se nogle pingvinspisende små daemons.

Vi havde ingen tid til at lave drager i år, så vi havde på DrageCity
købt et par færdige drager, hhv. en haj og en paradisfugl. Egentlig var
vi lidt flove over at komme med den slags snyderi, men det skulle
hurtigt vise sig, at vi ikke var de eneste...

Det var aftalt at mødes kl. 11 ved DHI i Lyngby. Her ankom vi i god tid
og ventede så i bidende kulde på resten. Og der dukkede da også en
masse DKUUG- og SSLUG-folk op, men hvor var alle BSD-DK'erne?

Efter en god travetur fandt vi et punkt på sletten, hvor der blev
forsøgt opsætning af drager. Vinden var lidt lunefuld og i perioder ret
svag, men en DKUUG-drage med Tux kom ret hurtigt op, hvorefter den blev
bundet til Hanne og Kristian Vilmanns børneskubbevogn (hvad hedder
sådan en egentlig?), hvor den så i øvrigt befandt sig resten af dagen.

Det var første gang, jeg var med til arrangementet, og i øvrigt også
første gang i ca. 20 år, jeg havde forsøgt mig med drageopsætning. Det
var ganske fornøjeligt og gav en god kulør i ansigtet.

Efter en 2-3 timer var vi godt møre og forlod igen sletten, og jeg skal
hilse og sige at vi sov godt den aften.

Jeg kan kun opfordre til at deltage til næste år! Vi BSD-DK'ere kan vel
godt mødes, uden at der er øl og burgah involveret? :-)

Endelig var der vist også en historie om et bestyrelsespar, der ikke
dukkede op til arrangementet men til gengæld var tæt på at ankomme
søndag kl. 11, men den historie lader vi ligge til en anden gang.

7 EMBEDDED SYSTEMS BOF
Af Jens Fallesen

Jeg arbejder på en BOF-session (Birth Of a Feather) om embedded systems
baseret på BSD. Ideen dukkede egentlig op i forbindelse med den
interesse, der altid er, når PHK tilbyder at købe Soekris-maskiner med
hjem til folk.

Det kan godt være, at de alle bliver brugt som firewalls, men måske var
der også andre bud? Og man kan jo også lave embeddede maskiner af andet grej.

Ideen er en lille uformel komsammen, hvor vi mødes og medbringer vores
egne hjemmebryggede dimser og fortæller om, hvad vi bruger dem til, og
hvordan vi evt. har lavet dem. På den måde kan vi sikkert også
inspirere hinanden.

Har du ikke selv lavet en embedded BSD-maskine men går og overvejer
det, eller er du bare nysgerrig, er du naturligvis også velkommen.

Jeg arbejder pt. på at finde deltagere og emner til BOF'en, som vil
blive afholdt kort efter nytår. Kunne du tænke dig at være med, så
skriv til jens@fallesen.dk og fortæl, hvad du roder med.

8 MÅNEDENS RARE UTILITY: KSH
Af Anders Søndergaard

I en for nyligt svunden tid kunne man spørge det alvidende Googlorakel:
"csh sucks" og dernæst en ditto med ksh. Det utvivlsomme svar ved
sidstnævnte var et flot rundt 0 og følgeteksten: ``Did you mean: csh sucks?''

Benævnelser af ovenstående i nyhedsgrupper og andre steder, samt
fuldstændigt irrelevante og ondsindede optegnelser af denne hæderlige
shell's navn i umiddelbar nærhed af ordet sucks, har gjort at testen nu
kun eksisterer i mine rare minder.

Der kan naturligvis ikke sås splid omkring sagligheden og rigtigheden
af testen, som med sit klare sprog kårer Korn shell, et familiemedlem
af Bourne slægten, som den bedste shell i universet.

Skulle der alligevel være nogle enkelte som ikke er overbevist, skal
jeg gerne give nogle enkelte eksempler på hvorfor ksh er andre shells
overlegen i de fleste henseender.

Hvis du bruger OpenBSD, er default shell'en for ikke-root brugere
allerede ksh. Bruger du FreeBSD så skynd dig ind i /usr/ports/shells/pdksh
og lav en `sudo make install', så du kan lege med her i artiklen!

Alle elsker vi-editoren. Den er intuitiv, let at lære og har en
vindende brugerflade. Hvorfor så nøjes med mindre i din shell? Placér
en `set -o vi' i en passende dotfil (~/.profile), og afsted det går i
vi-mode. Hvis du er blevet afhængig af tab-completion fra bash kan du
bruge en 'set -o vi-tabcomplete'. i vi-mode kan du skifte til command
mode med ESC (ganske som i vi) og bladre op og ned i history'en med 'k'
og 'j' og 4 ord frem på linjen med '4w' og så fremdeles. Men det
herligste ved vi-mode er søgning i history med regulære udtryk. En '/'
i command mode og din yndlings regex, så finder du hvad som helst i din
history (som man bør lave god stor med denne lækre feature). Seriøst så
skal regex søgning i history prøves på! Du bliver hooked!

Korn shell har også en Emacs mode, hvis man er mere til den slags.

Korn shell'en er en Bourne slægtning og har således også nogle af
Bourne shells fortræffeligheder. Tag for eksempel variabel-gymnastik af
følgende slags:

    $ FILE=/usr/local/bin/someapp
    $ echo ${FILE##*/}
    someapp
    $

En basename funktion der er billig i drift! Eller denne:

    $ for i in *.txt; do
    mv $i ${i%.txt}.xml
    done
    $

Omdøber alle .txt filer til .xml på en lækker måde.

Der er også, i Bourne shell, mulighed for at definere funktioner. Dette
er efter min mening dybt overset. Overvej lige følgende rc script:
(eksemplet her er i Bourne shell. Det mener jeg at rc scripts bør være.
Det virker på samme måde i Korn)

    #!/bin/sh

    start() {
        echo "Starting $1 xyz daemons"
        /bin/dyt/baat/xyz -start $1
    }

    stop() {
        echo "Stopping xyz daemons"
        /bin/dyt/baat/xyz -stop
    }

    case "$1" in
    start)
        start 5 # Starts 5 instances of xyz
        ;;

    stop)
        stop
        ;;

    restart) # This is the smart part
        stop && start
        ;;
    esac

-En fin måde at få en restart funktion ``forærende'' på. Læg mærke til
at start funktionen i eksemplet tager et argument ($1).

Tilbage er kun at sige: Korn-shell bliver din ven for livet! Installér
den fra ``træet'' (hvis du ikke allerede har den...), slib den med lidt
sandpapir (korn 180), giv den lidt koldpresset linolie og lad den stå
natten over. Det bliver du glad for i længden!



This archive was generated by hypermail 2b30 : Thu 16 Nov 2006 - 17:53:54 CET